Turen starter i Cartagena i Colombia den 11. juli, og jeg flyver fra Danmark den 6. juli for at have et par dage til at opleve byen, samle cykel osv. 

Fra Cartagena kører vi til Medellin og videre til hovedstaden Bogota, hvor vi har en hviledag om søndagen. Den dag er byen bilfri og det bliver spændende at køre ned ad de store gader uden en eneste bil men med masser af cyklende Botoga-borgere. Botoga var for 15-20 år siden en af verdens mest kriminelle byer, men en ihærdig politisk indsats har ændret dette billede fuldkommen.

Fra Bogota skal vi videre mod Equador og verdens højest beliggende hovedstad Quito (2800 m o. havet). Gennem Andesbjergene går turen videre til Peru, hvor vi får en hviledag i hovedstaden Lima - og så går det opad! På 7 dage skal vi stige 12000 m og køre omkring 200 km i over 4000 m's højde, inden vi når Cusco med nogle hviledage, der giver mulighed for at besøge den forsvunde inka-by Machu Picchu.

Nogle dage senere vil vi passere Lake Titicaca, der er en af verdens højest beliggende søer. På søen har lokalbefolkningen bygget små øer, som de bor på. 

Videre i de store højder når vi til La Paz i op til 4100 m's højde. Mange betragter La Paz som Bolivias hovedstad, fordi regeringen hører til her, men formelt er Sucre hovedstaden i Bolivia. I La Paz er højdeforskellen mellem højeste og laveste sted i byen omkring 500 m og fordi luften er så tynd skal de fly, der lander i lufthavnen, være udstyret med særlige dæk, der kan tåle den forlængede bremselængde, ligesom piloterne skal have et særligt certifikat. 

Efter Bolivia skal vi en lille afstikker ind i Argentina, inden vi for at komme til Chile skal passere Paso de Agua Negro-passet i 4779 m's højde. Højdesyge kan man ikke sikre sig mod, men jeg har fået testet mit hjerte for at sikre, at det kan holde til det ekstra arbejde, som det vil blive udsat for i den tynde luft.

I Chile bevæger vi os mod hovedstaden Santiago og videre mod Patagonien og mere kølige egne.  Den spejder, der har været ude for at lægge rute, finde overnatningsmuligheder osv., fortæller, at der er koldt og at det stormer voldsomt. 

Den 21. december vil vi - om alt lykkes - nå til Ushuaia i Argentina, der ligger ved Beagle-kanalen. Ushuaia går for at være verdens sydligste by, om end der ligger mindre sydligere byer i Chile. Ushuaia vaar tidligere det sted, Argentina sendte sine farlige fanger hen. Nu er det en havneby, hvor mange kysttogtskibe lægger til og hvorfra skibe udgår til Antarktis. Byen rummer også et museum - meget passende kaldet "Museet ved verdens ende".

Hotel Caribe med en af de utallige smaa taxaer.

Jeg er nu ankommet til Cartagena, der er startbyen paa nordsiden af Sydamerika op mod den caribiske bugt. Foreloebig har jeg kun set omraadet lige omkring hotellet - et stort strandomraade med masser af feriehoteller. 

Turen herned forloeb planmaessigt. Jeg startede fra Koebenhavn mandag kl. 7.15 og floej til Lissabon, hvorfra jeg efter en times ventetid floej videre til Bogota. Jeg var usikker paa, om min cykel uden videre ville blive videresendt med flyet til Cartagena, men den flinke dame ved indtjek i Koebenhavn havde givet cykelpakken seddel til hele vejen, selv om cyklen kun havde billet til Bogota, saa jeg skulle ikke omlaste i Bogota. Her var tre timers ventetid, men de gik hurtigt, inden jeg kunne saette mig i et lokalt fly til de sidste 1 1/2 times flyvetur til Cartagena. I luftahvnen ventede en lille mand med et stort skilt, hvorpaa mit navn stod, og han koerte mig til hotellet. Da var klokken omkring 21 lokal tid og med en tidsforskel paa 7 timer kan man hurtigt regne rejsetiden ud: ca. 21 timer.

Ankommet til hotellet ville man gerne have en kopi af mit kreditkort - men min pung var vaek!! Hvor, hvornaar og hvordan det er sket aner jeg ikke, for jeg har hele tiden haft min taske ved mig, men vaek var den og dermed ogsaa alle mine haeve- og kreditkort! Jeg ringede hjem til Helle og vaekkede hende for at faa hende til at spaerre alle kort, og vi droeftede, hvordan jeg fik et nyt kreditkort. Det er jo ikke let, naar  man rejser fra land til land, men Helle ville proeve at tale med banken om en loesning.

Jeg gik i seng og midt om natten fandt jeg loesningen: jeg skulle oprette en konto i en sydamerikansk bank og faa udstedt et haevekort; saa kunne banken hjemme i Danmark overfoere penge til denne konto, som jeg saa kunne haeve i en ATM.

Naeste morgen gik jeg hen i den naermeste bank og bad om at faa en konto. De var umiddelbart ikke afvisende, om end de blev noget betaenkelige, da de hoerte, at jeg ikke havde fast adresse i Colombia. Men det lykkedes, og efter 2 timers indtastning, udskrivning af papirer, fotokoipering af pas, underskrifter osv. var jeg ejer af et haevekort i Bancolombia.

Og nu er banken i Danmark i gang med at overfoere penge til min nye konto, saa jeg kan betale enhver sit her i Colombia, hvor temperaturen paa stranden er op mod 35 grader midt paa dagen. 

Cyklen er pakket ud og samlet og jeg har anskaffet de sidste ting inden afrejsen. Der er et "riders meeting", jeg skal til paa fredag, og saa skal jeg ogsaa en tur ind til centrum, inden jeg forlader Cartagena paa loerdag. 

Jeg troede, at det var lutter nye mennesker, jeg skulle vaere sammen med i Sydamerika. Den opfattelse havde jeg faaet ved at se paa deltagerlisten - med billeder - paa TDA's hjemmeside. Men saadan er det ikke!!

I gaar morges moedte jeg en pige, som jeg cyklede sammen med i 2013. Hun skal vaere hjaelper i aar. Senere paa dagen raabte en mand mit navn, da jeg kom hjem fra en cykeltur til centrum - det var Bob, som jeg koerte sammen med i 2012. Han kunne kende mig paa min cykelhjelm. For tre aar siden talte vi en del sammen, og i gaar kunne vi blot genoptage samtalen, hvor vi slap sidst. I morges, da jeg sad og saa paa udviklingen i den graeske tragedie paa CNN, kom portieren ind paa mit vaerelse med en cykelkasse og en gaest - det var Phil, som ogsaa var med i Afrika i 2013. Alle tre kan huske mig - ikke fordi jeg var god til at cykle eller fordi jeg var flink og venlig, men pga. mine uheld. Men saadan kan man altsaa ogsaa blive kendt.

Det var i oevrigt en fejl at Phil var placeret paa mit vaerelse, for vi havde begge reserveret enkeltvaerelser. Men vi blev hurtigt enige om at gaa til receptionen og forhandle en rabat, hvilket skete med stor imoedekommenhed og venlighed fra receptionistens side. Da vi var enige om rabatten, sagde han paa dansk: "Er I tilfredse med det?" Det viste sig, at han havde studeret i Koebenhavn og derfo talte flydende dansk - saa jeg havde ikke behoevet anstrenge mig for at forhandle paa engelsk!

Nogle af de nyere huse i Catagena.

Cartagena var oprindelig ind- og udskibningsby for de spanske kolonisatorer, og det baerer den stadig praeg af. Byen er etableret i 1533 og har i dag ca. 1,1 mill. indbyggere. Den gamle by er bevaret og er optaget paa Unescos verdenskulturarvsliste og livet leves stadig der. Ud over de faste indbyggere besoeges byen af mange turister - det er vel det samme, Christiansfeld droemmer om og ihvertfald er den soenderjyske by kommet i fint selskab.

Ud over den gamle by er der bygget nye huse saa hoeje, at de ser ud som om de kunne knaekke i en god storm. Byen virker som en storby med mange butikker, gadehandel og mange mennesker. Trafikken er praeget af de gule taxaer - smaa biler a la Hundai i10 - som koerer roligt rundt i gaderne og hele tiden tuder smaa dyt i hornet. Men selv om der er mange biler, foregaar trafikken i et tempo og med et hensyn, saa man ikke paa noget tidspunkt er utryg. 

Beretningen fortsaetter paa siden Gennem Colombia. Hvis den ikke umiddelbart staar i "rullegardinet" oeverst paa siden, skal du klikke paa MIN FORSIDE.