Hvis vi koerte direkte fra graensen til Ushuaia, skulle vi koere 5121 km.

Fra Bolivia koerte vi ind i Argentina. Her skal vi koere nogle dagepaa oestsiden af Andesbjergene, inden vi koerer hen over hoejden til Chile. Senere kommer vi tilbage til Argentina i det sydlige Patagonien. Turen hen over graensen var -som saedvanlig, fristes man til at sige- en langsommelig affaere. Foerst stillede vi op i en koe for at blive stemplet ud af Bolivia, og bagefter stillede vi op i koen ved siden af for at blive lukket ind i Argentina. Den sidste koe var forfaerdelig lang, og det tog over en time at naa frem til skranken, hvor betjeningen til gengaeld gik hurtigt, uden blanketudfyldning.

Derimod var der store problemer med at faa busserne over graensen. Der skulle tegnes forsikringer og registreres en masse ting, og foerst sent paa aftenen blev busserne sluppet over. Det betoed, at vi ikke havde vores telte eller koekken, og derfor maatte vi indlogeres paa hotel og have mad paa en restaurant i naerheden. Det var meget velkomment efter mange dage i bushcamps i Bolivia.

Fra graensen koerte vi ad gode asfalterede veje til byen Salta. Det var ned ad bakke stort set hele vejen, og den eneste modstand var den modvind, der blaeste op hver dag. Salta er en by med ca 1/2 mill. indbyggere og samtidig et populaert sted for turister. Der er for saa vidt ikke de store sevaerdigheder i byen (bortset fra katedral og typisk spansk inspirerede huse), men der er et behageligt klima og en afslappet stemning i byen. 

Velstanden i byen og regionen er markant, naar man kommer fra det fattige Bolivia. I gaderne ligger den ene modebutik ved siden af den anden afbrudt af et par souvenirbutikker. Ogsaa maden er markant anderledes med mulighed for at faa velhaengt oksesteaks eller velsmagende fisk - og saa selvfoelgelig god argentinsk vin. Til gengaeld er morgenmaden et pauvert kapitel: den bestaar af en masse soede kager af forskellig slags, lidt frugtjuice og en kop kaffe.

Efter et par hviledage i Salta fortsatte turen i roligt cykeltempo ad Ruta del Vino mod Cafayete. Jeg havde paa forhaand dannet mig et billede af en cykeltur mellem vinmarker fra vingaard til vingaard, men rent faktisk gik turen langs en flod i en smal dal helt frem til byen Cafayete, hvor dalen bredte sig ud. 

Omraadet betragtes som et af de bedste steder for vinproduktion, og indkoerslen til byen blev markeret med et par store vingaarde eller bodegas. Vi havde en enkelt hviledag i Cafayete, og det gav mulighed for at besoege en vinbar, hvor vi smagte 5 lokale vine og hoerte om vinproduktionen. Der falder 200 mm regn om aaret, altsammen i januar/februar, saa alle vinmarker er kunstvandede. Hoesten finder sted i marts, og efter lagringen saelges hele aarets produktion hurtigst muligt. Fordi klima og vaekstbetingelser er uaendrede mellem aarene, er der ikke forskel paa aargange og derfor ikke grund til at gemme enkelte aargange. 

Senere paa aftenen var vi tre, der var ved at blive fuppet paa en restaurant. Vi havde bestilt mad og skulle have lidt vin til. Paa menukortet var en raekke vine til ca. 100 pesos pr. flaske, men tjeneren foreslog, at vi i stedet tog det saertilbud, som vores kolleger ved nabobordet drak. Vi hoerte det som om denne vin var i samme prisklasse, hvilket svarede til kvaliteten, saa den tog vi.

Da regningen kom, var vinen prissat til 500 pesos. Vi spurgte vaertinden, hvad saadan en flaske kostede; 460 pesos! Saa var vi klar over, at der var lusk med i det hele, saa vi ville kun give 100 pesos. Det kunne der imidlertid ikke vaere tale om, saa vi indledte en forhandling om prisen, der endte med 300 pesos, en sur tjener og en fornaermet vaertinde, men vi kom hjem uden politiet i haelene! Kollegerne ved nabobordet maatte dog betale 500 pesos.

Fra Cafayate gik det videre sydpaa foerst gennem en raekke vinmarker med tilhoerende store bodegas, senere gennem et mere toert og sandet omraade. Ud paa eftermiddagen blaeste det op, og da vi spiste aftensmad floej sandet rundt om os, saa maden knasede mellem taenderne. Naeste dag havde vi en forrygende rygvind, og da der samtidig ikke var meget op-ad-bakke, havde jeg paa en 100 km straekning en gennemsnitshastighed paa 36,8 km/t.

Men saa aendrede vindretningen og de foelgende dage kaempede vi i smaa grupper med en modvind, hvor det var vanskeligt at presse cyklen op over 15 km/t. Landskabet var flot og groent, og ind imellem var der roede forrevne bjerge, men kampen mod vinden gjorde det svaert at nyde oplevelsen.

Den kraftige blaest var en belastning for teltet. Paa et tidspunkt gav den ene teltstang op for presset, men heldigvis havde jeg reparationsroer med, saa den kunne repareres. 

Vaerre var det med lynlaasene. Zipperen var i begge lynlaase slidt saa meget, at den ikke kunne presse tapperne rigtigt sammen. Blaesten trak i teltet og hev lynlaasene fra hinanden. En dag, hvor vi havde koert 80 km op ad paa en elendig stenvej, og hvor vi kom op i hoejder, saa nedboeren blev til sne, skulle vi have lejr paa et fladt stenet omraade med blaest og regn. Da gav lynlaasene helt op, og jeg indstillede mig paa, at jeg skulle sove med aabent telt. Derfor placerede jeg det, saa aabningen vendte ud til laesiden.

Lige foer aftensmaden kaldte lederen os sammen og fortalte, at der var varslet kraftig storm med vindstoed imed orkanstyrke ud paa aftenen, og at man derfor havde besluttet, at vi alle skulle koeres i bus til det naermeste hotel 70 km vaek. Saa jeg pakkede teltet sammen, og naeste dag fandt jeg en butik med syartikler. De havde loese zippere, som jeg kunne erstatte den slidte og - viste det sig - knaekkede zipper med.

En dag cyklede vi uden om to med stor oppakning paa cyklerne. Senere da vi havde slaaet lejr kom de frem til vores lejr. Det viste sig at vaere to danskere, Hans fra Nyborg og Rasmus fra Lemvig, som begge ernaerede sig som skiinstruktoerer i Oestrig. Inden saesonen havde de besluttet sig for en cykeltur fra det nordligste Argentina til Ushuaia. De bkev inviteret med til vores aftensmad, og jeg fik en god snak med dem - paa dansk! Undervejs fortalte jeg lidt om mine oplevelser i Afrika, og da jeg naaede til det braekkede ben i Kenya, afbroed Rasmus og fortalte, at det havde han laest om paa en hjemmeside/blog. Saa nu har jeg ogsaa moedt min laeser - midt i Argentina!

Det var meningen, at vi skulle koere over et pas i 4995 meters hoejde paa graensen mellem Argentina og Chile. Men vejen op til passet var vanskeligt farbar og paa toppen laa sneen i op til 30 cm's hoejde. Saa planen blev aendret.

I stedet koerte vi paa asfaltvej op til 7 km foer graensen, hvor vi blev indlogeret i sovesale. Paa vejen op passerede vi en udsigt til det hoejeste bjerg i Amerika, knap 7000 meter hoejt. Solen skinnede fra en skyfri himmel og gjorde turen til en fornoejelse, men hvis det havde vaeret regn- og snevejr, som det havde vaeret to dage foer, havde det vaeret en streng tur. Det var saamaend koldt nok i sovesalene og udenfor i sneen, saa snart solen gik ned. Naeste dag skulle vi saa i bus transporteres i bus de sidste 7 km gennem en lang, moerk tunnel, hvor man ikke maatte cykle. 

Midt paa natten begyndte min seng at gynge voldsomt, og jeg troede foerst, at det var min overbo, der i soevne havde faaet krampe. Men det viste sig at vaere et jordskaelv, der varede et par minutter. Naeste morgen kom endnu en lille rystelse, men inden af de to skaelv var saa voldsomme, at der skete skade.

Og saa kunne vi begyndte turen mod Chile. Foerst koerte vores busser al bagage og alle cykler til graensen, hvorefter de hentede os og soergede for, at vi kom frem til vores ejendele.